Nyhedsbrev 2 - 2021

Nyhedsbrev nr. 2, 2021                                         

 

 

FM’erne for 2022 fremgår af nedenstående plan:

 

Dato:

            Idrætsgren:                           Sted:

 

 

 

 

 

 

5. og 6. februar                                         Badminton                          Grænsehallerne, Kruså

5. marts                                                    15 m skydning                     Fredericia 

29. maj                                                     Minigolf                              Jambo Feriepark

12. juni                                                     Golf                                     ???

25. september                                           Fiskeri                                  Aabenraa

2. oktober                                                 Bowling                               Sønderborg

12. og 13. november                                Billard                                  Aalborg

                                          

 

Husk at tilmelde dig via din lokale forening.

 

 

Nyt fra forbundet

 

Bedst som vi troede, at vi var fri af corona`ens kløer, er vi atter fanget i usikkerheden, frygten og restriktionerne. Det går den forkerte vej her midt i december 2021, og vi må passe ekstra meget på os selv og hinanden. Dog skal vi ikke lade os kue så meget, at vi lukker os inde, men vi skal tage de forholdsregler, som er nødvendige for, at vi kan bevæge os nogenlunde frit omkring.

 

I efteråret har vi ikke helt været forskånet for aflysning af et Forbundsmesterskab (FM). Skydning måtte aflyse deres stævne på grund af meget få tilmeldte. Stævnet var ellers udskudt fra marts til oktober, men det gjorde altså ikke nogen forskel. Såvel fiskeri som bowling og billard blev gennemført, men vi kunne godt have ønsket os mange flere deltagere til alle 3 stævner.

 

FM i golf blev flyttet til oktober og gennemført sammen med Landskredsstævnet, og vi er meget taknemmelige for den flotte gestus, som Landskredsen viste os. Tusind tak for jeres imødekommenhed og hjælpsomhed. Et af vore medlemmer, Hanne Buhl har vist interesse for at træde ind i golfudvalget, og det tager vi selvfølgelig imod med kyshånd. Hanne var med til FM i golf, hvor hun også gav en hjælpende hånd med alt det praktiske omkring stævnet. Per Svendson påtog sig også flere opgaver i den forbindelse. En stor tak til jer begge for at gøre en forskel fra aflysning til gennemførelse.

 

Vi forventer, at Forbundsmesterskaberne i foråret bliver gennemført efter planen.

 

Vores medlemstal midt i december er 866. Medlemstallet er heldigvis ikke faldet så drastisk de seneste 2 år, som det var tilfældet de foregående 2 år, og det er meget opløftende.

 

Arbejdet omkring udvikling af Postens Idræts- og Fritidsforbund (P. I. F.) er ikke rigtigt kommet i gang, og det skyldes primært corona, som jo har lukket landet ned med jævne mellemrum.

 

Postens Idræts- og Fritidsforbund afholder Delegeretmøde på Best Western, Hotel Fredericia lørdag den 19. februar. Ved samme lejlighed fejrer vi - med 1 års forsinkelse - vores 75-års jubilæum med en aftenfest samme dato. Vi håber, at vi får mange gæster denne aften.

 

Vi var inviteret til fest i Hedehusene i starten af oktober i anledning af Badminton, Københavns 60-års jubilæum. Også denne fest blev afholdt med 1 års forsinkelse. Tusind tak for invitationen til at fejre begivenheden sammen med jer, og tusind tak for et brag af en fest. Det var både hyggeligt, sjovt og underholdende.

 

Landskredsen kunne i år gennemføre deres Landskredsstævne i Fredericia den 30. og 31. oktober. Sammen med Hospitalerne var Posten det Forbund med flest deltagere, nemlig hele 49. Samtidig med stævnet fejrede Landskredsen - også med 1 års forsinkelse – 50-års jubilæum. Vi ønsker hjertelig tillykke med jubilæet og håber på masser af aktivitet for jer i mange år fremover.

 

Formandsmødet i Dansk Firmaidræt i 2020 blev aflyst men blev så gennemført i 2021. Vi meldte afbud til mødet.

 

Vi har deltaget i Repræsentantskabsmødet i Dansk Firmaidræt i november 2021. Det var på dette møde, at Forbundet tog navneforandring. Peder Bisgaard blev genvalgt som formand.

 

Næste møde i Forretningsudvalget bliver et uofficielt møde. Vi mødes om formiddagen den 19. februar for at gennemgå de forskellige aktiviteter i forbindelse med såvel Delegeretmødet som jubilæumsfesten.

 

I august 2021 modtog vi det triste budskab om Børge Larsens død. Børge var et særdeles kendt ansigt i P. I. F. Han var med i Sportsfiskerudvalget i mange, mange år samtidig med, at han også var en vigtig brik i Fiskeklubben, København. Vi kendte Børge som en glad person, der spredte smil på sin vej. Æret være Børges minde.

 

Vi ønsker jer og jeres familie en hyggelig og fredfyldt jul samt et godt og coronafrit nytår. Pas godt på jer selv og hinanden. Vi glæder os til at se jer til jubilæumsfest lørdag den 19. februar 2022 i Fredericia.

 

 

Indlæg fra FM´er

 

FM i fiskeri 26.9.2021 rundt om Als

Tekst og redaktion: Britta Jensen

 

Så gik turen igen til Als, hvor årets FM i fiskeri skulle afholdes som kystfiskeri.

 

Der var denne gang kun tilmeldt 10 personer, og desværre kom der samme morgen afbud fra de 3 fra Esbjerg.

 

Kl. 7.30 bød Henrik Møller fra Idrætsforeningen Sønderborg velkommen, medens der blev serveret kaffe og rundstykker. Bent Koch fra FU var også her til stede.

 

Herefter blev der uddelt madpakker, og aldrig har jeg set så store og flotte madpakker. De må ikke have været lette at komme igennem derude et sted uden tallerken og bestik.

Så kørte deltagerne ud til de steder, de havde udset sig, og hvor de mente, der kunne være fangst.

   

Ved Pøls Rev på den sydlige del af Als fandt jeg Ole Sønderkær sammen med et par andre lystfiskere. Der var dog ikke bid på krogen der.

 

Jeg kørte videre nordpå til Troldhøj tæt ved Fynshav, hvor Lars Bredmose og Henrik Dam fra København befandt sig. Jeg var dog i tvivl, om jeg var på rette vej, for kunne det mon passe, at jeg skulle ud på så små veje og gennem skoven. Jeg holdt ”den varme linje” med Lars og fik at vide, at den var god nok.

Lars viste mig sin fangst, en lille hornfisk, som skulle vise sig at blive eneste fangst på dagen, men humøret hos Lars og Henrik fejlede ikke noget. Og tak til jer to med gode råd, da min bil pludselig viste lavt dæktryk. Jeg frygtede at være punkteret midt i skoven, men kom dog retur til nærmeste sted, hvor jeg kunne få hjælp af nogle rare bikere.  

 

Efter flere forsøg kom jeg i telefonisk kontakt med de 3 af dem fra Sønderborg, men i samråd med dem valgte jeg ikke at finde frem til dem, da de havde valgt et lidt ufremkommeligt sted.

 

Og Launy måtte jeg droppe at finde, da han ikke havde fået sin telefon med.

 

Kl. 14.30 var alle tilbage, og der kunne uddeles præmier. Det blev dog kun til den ene hornfisk, som Lars havde fanget, så han tog sig af 1. præmien. Resten af de indkøbte præmier blev fordelt ved lodtrækning.

 

Til slut takkede både Ole Sønderkær og Henrik Møller for en god dag og for opbakning fra dem, der nu var kommet. Håbet er at se flere næste år, som bliver å-fiskeri formentlig ved Brede å.

 

FM i bowling 3. oktober 2021 i Vejle

Tekst og redaktion: Kirsten F. Jensen/Britta Jensen

 

I år kunne vi endelig oven på en lang periode med Corona afholde FM i bowling på helt almindelig vis

Desværre blev det i år kun til et 1- dagsstævne med en enkelt start kl. 10 med i alt 32 deltagere.

Heldigvis var folk alligevel villige til at køre, for nogen faktisk rigtig langt for at deltage.

Så det blev præcis lige så hyggeligt som altid

 

Lea havde ikke mulighed for at spille og havde i stedet for sendt sin søster, hvilket gjorde, at vi nu havde én, der hele tiden kunne holde kontakten til personalet og sørge for, at der hurtigt blev rettet, når der var fejl på banerne. Det var rigtig godt.

 

Der blev hygget og snakket og spillet en masse god bowling.

I én af rækkerne lå deltagerne så tæt, at der var helt ned til kun én kegle mellem 3. og 4. pladsen.

 

Mesterskabet for damerne blev vundet af Kirsten Jensen fra Sorø med 957 kegler.

Mesterskabet for herrerne blev vundet af Per Lauesgaard fra Ålborg med 1132 kegler.

 

Alt i alt en rigtig hyggelig dag, hvor der som altid var styr på tingene.

 

Håber vi ses igen til næste år (muligvis i Fredericia).

 

 

FM i golf 30. oktober 2021

Redaktør: Britta Jensen

 

FM i golf 2021 blev afviklet sammen med Landskredsstævnet i Fredericia. Det foregik på Golfklubben Lillebælts 18-huls bane i Middelfart.

Starten gik kl. 10.28 for første flight, og med 8 minutters mellemrum fulgte yderligere 5 flights.

 20 spillere deltog i Landskredsstævnet, heraf var 11 fra Idrætsforeningen Posten.

 

Det var råkoldt de første par huller, men deltagerne fik hurtigt varmen. Banen var tung og våd, men sådan er det typisk på denne tid af året. Der skulle ikke slås alt for skævt, for roughen var lang, våd og sej – det kunne mændene bekræfte.

Banen stod flot grøn, og greens var rimelig hurtige. En del af dem var ret kuperede, så der kunne ikke bare satses på at trille bolden i hul.

På trods af årstiden artede vejret sig fint indtil ca. kl. 14.00, hvor regnen kom især på bagni.

Banens våde beskaffenhed kunne hele dagen aflæses i resultaterne, der blev pæne, men næppe tårnhøje.

 

Der var lidt ventetid på nogle af hullerne, så det tog små 5 timer at komme igennem – men humøret fejlede ikke noget. Ca. kl. 16.00 var alle tilbage i golfbanens klubhus, hvor præmieoverrækkelsen fandt sted for Landskredsstævnet.

Stemningen var også god i klubhuset, selvom der ikke var nogen form for forplejning.

Højeste score var 30 for herrerne og 34 for damerne.

 

Kl. 19.00 samledes ca. 150 deltagere i Landskredsstævnet til aftenfest i Fredericia Idrætscenter. Samtidig blev Landskredsens 50-års jubilæum fejret.

 

Resultater for Idrætsforeningen Postens deltagere:

 

Kvinder: 1. Hanne Buhl.  2. Birthe Søgaard. 3. Anne Marie Mouritsen. 4. Kirsten Schmidt.

 

Herrer: 1. Niels Erik Christensen. 2. Lars Kildedal. 3. Morten Lund Jensen. 4. Sven Jensen. 5. Frank Høj. 6. Kaj Iversen.

                                  -o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Note fra redaktøren som desværre var forhindret i at være til stede på dagen: tusind tak til Hanne Buhl, Kirsten Schmidt og Frank Høj for input fra dagen i form af tekst og billeder.

 

Enkelte billeder er venligst udlånt af Landskredsen.

 

For god ordens skyld kommer her en ordforklaring:

Bagni: hul 10-18, d.v.s. de sidste 9 huller af en runde.

Flight: gruppe af spillere

Rough: de vildtvoksende partier som grænser op til banen. 9 huller af en rund

 

  FM i billard / karambole 2021 i Ålborg:

Tekst og redaktion: Kirsten F. Jensen/Britta B. Jensen

 

I weekenden d. 13. – 14. november 2021 blev det endelig muligt igen at afholde FM i billard/karambole, som desværre var aflyst sidste år.  Som tidligere år blev det igen afholdt i Solsidens billardklub i Ålborg.

 

Desværre var vi kun 12 tilmeldte i år, hvoraf de fleste kom om lørdagen, men det gjorde det bestemt ikke mindre hyggeligt. Det var dejligt at se folk igen efter næsten 2 år.

 

Lørdag kl. 12.00 bød Peter Dorf Kristensen velkommen. Børge Jensen havde spillet sig videre i en anden turnering og kunne derfor først komme om søndagen. Som altid starter lørdagen med holdturneringen og de første karambole-kampe.

Da vi ikke var så mange, var vi rimelig tidligt færdige, og de fleste kunne lige nå tilbage og skifte tøj o.s.v. inden aftensmaden.

 

Kl. 18.00 var det blevet tid til aftensmad, der som altid er supergod mad bestående af flæskesteg med brun sovs og kartofler og risalamande til dessert.

 

Efter maden tog de fleste hjem, og et par stykker tog i byen.

 

Søndag morgen kl. 9.00 var det tid til at gå i gang igen, og Børge bød velkommen.  

Nu blev der sat gang i de individuelle kampe og de sidste karambolekampe. Jeg selv (Kirsten) var heldig at vinde mit livs første kamp. Hvem ved - det var måske både første og sidste gang, men jeg kommer igen næste år og gør forsøget igen 😃.

Ca. kl. 15.00 var de individuelle kampe forbi, og det var så tid til at afvikle de sidste karambolekampe.  Omkring kl. 18.00 var vi færdige, og det var tid til præmieoverrækkelse til de få, der var tilbage.

 

Men alt i alt og som altid en superhyggelig weekend.

 

Vindere af holdturneringen:

Ronnie / Freddy / John

 

Vindere af individuel:

1 Peter Dorf Kristensen

2 Morten Lund

3 Frode Juul

 

Vindere af karambole:

1 Børge Jensen

2 Peter Dorf Kristensen

2 Ronnie Jørgensen

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.02 | 09:24

Hej Tage. Det starter kl 13.00. Hilsen Britta

...
25.02 | 09:01

Hej Britta ang. minigolf, det er den 29 Maj,,,,hvornår starter det mener klokslet
Hilsen Tage Pedersen

...
26.01 | 12:30

Hej Britta.
Den løbende turnering i bowling er ophørt efter sidste spilledag i december.
Da, der ikke er nogen som vil køre det videre.
Hilsen
Ib

...
16.02 | 19:00

Tillykke med den nye hjemmeside Aabenraa. Den er flot - så stor ros for dette Britta. Der er link fra PIF's hjemmeside til Jer.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE